Modellen
Min model af L'Amarante blev påbegyndt i juli 2012 og færdiggjort i december 2016. Modellen er udført i skalaforholdet 1:36 og måler 110 cm i længden, 48 cm i bredden, og 92 cm i højden (inklusive bovspryd og ræer).
Modellen er bygget fra grunden og alle dele er hjemmefremstillede, det vil sige træet savet og høvlet i de nødevndige dimensioner, tovværket slået i de krævede dusinvis af forskellige diametre, kanonerne drejet, fremstilling af blokke og beslag og udskæring af dekorationer og skulpturer.
Til strukturen er hovedsageligt brugt pæretræ, dvs til køl, spanter, dæksbjælker, beklædning. Da der ikke er brugt maling på modellen, har jeg anvendt forskellige træsorter, hvis farve nærmer sig de oprindeligt kolorerede dele af skibet, for eksempel buksbom til udsmykninger og skulpturer, ahorn til skurede dæksplanker og ibenholt til sortmalede og mørke partier, blandt andet blokke, dele af masterne og noget af beklædningen. Kanonerne er drejet i messing, som ligeledes er anvendt til ankre, nagler og forskellige beslag og andre dele oprindeligt af jern. For at opnå "jerneffekten" er messingen blevet "sortnet" med et kemisk produkt.
Modellen er en "åben model" i modsætning til en fulstændigt lukket model (fuldt beklædt). Det betyder også, at dele af spanterne (52 ialt) er synlige. De fleste af spanterne er sammensat af 12 forskellige overlappende træstykker. For at kunne synliggøre strukturen og apteringen under dæk er der lavet en åbning i bagbords side ved at udskære en del af spanterne.
I modsætning til min tidligere model af fregatten Le Fleuron har jeg sat sejl på modellen af L'Amarante. Det skjuler en del af rigningen, men på den anden side er der en del mere løbende gods ved fuld sejlføring.
Som sagt har jeg anvendt Gerard Delacroix's monografi om L'Amarante som grundlag for bygningen af modellen "L'AMARANTE, Corvette de 12 canons, Du constructeur Joseph-Louis Ollivier, 1747, Éditions Gérard Delacroix". For en generel forståelse af skibe fra den pågældende periode har jeg haft stort udbytte af Jean Boudriot’s fire binds “Le Vaisseau de 74 canons, Collection Archéologie Navale Française”. Jeg har desuden hentet mange værdifulde råd, tips og oplysninger på internettet og specielt i Marine et Modelisme d'Arsenal, som er et fransk diskussionsforum for modelbyggere. Derudover har Bernard Frölich's bog "L'ART DU MODELISME" (Editions ANCRE) været til stor hjælp for forskellige konstruktionsdetaljer.